Karsten har været valgstyrer samme sted i over 25 år: Snart lukker det

Karsten Haufort er fast inventar på Alrø Valgsted, når krydserne skal sættes. Men flere og flere valgsteder lukker, og snart er tiden kommet til den lille ø.

På Alrø er der 123 stemmeberettigede borgere, og de møder alle sammen Karsten Haufort, når der er valg. Han styrer nemlig valgstedet på øen.

Der er godt gang i stemmeboksene landet over. Europaparlamentsvalget er i fuld gang, og mens der i de større byer har været tusindvis af borgere forbi for at sætte deres kryds, så er der også mindre valgsteder, hvor færre sedler skal samles ind.

Læs også Russisk politiker overværer EP-valg: Vil lære af dansk demokrati

På Alrø er der 123 stemmeberettigede borgere, og de skal alle forbi den samme frivillige valgstyrer, som ved de seneste mange valg

Her har vi en voldsomt stor deltagelse af unge mennesker. Alle er opdraget med, at demokratiet har sin festdag på sine valgdage. De unge kommer med op og ser det, og de er med fra dag et. Har vi råd til at undvære det?

Karsten Haufort, valgstyrer, Alrø Valgsted

- Jeg vil mene, at jeg har været aktiv ved valget mellem 25 og 30 år. Det er et job, der er præget af tillidsfuldhed fra resten af øens side. Af samme årsag er man glad og stolt over det. Det er ikke en opgave, der belaster arbejdsevnen. Faktisk har vi det ganske hyggeligt, siger Karsten Haufort.

Rollen som valgstyrer på Alrø har Karsten Haufort varetaget i over 25 år. Men den 5. juni bliver sidste gang.

Han er selv en af de 123 vælgere, og mere end 90 procent af dem plejer at deltage i demokratiet og afgive deres stemmer ved Alrø Valgsted, når valgene udskrives.

Alrø Valgsted bliver fortid

Men Odder Kommune vil i fremtiden sænke antallet af valgsteder, og det betyder, at Folketingsvalget den 5. juni bliver det sidste valg, hvor man kan stemme på Alrø. Og det ærgrer den erfarne valgstyrer:

00:51

VIDEO: Hør, hvorfor Karsten Haufort synes, det er et tab, hvis de små valgsteder lukker.

Luk video

- Rationalet siger selvfølgelig, at sådan skal det jo være. Den anden vej rundt: Hvor fattigt skal samfundet blive? Hvis vi forvandler det hele til at være elektroniske muligheder, hvor man sidder bag en skærm, trykker på en knap, undgår enhver form for kontakt med vores medmennesker, bliver det et bedre samfund af det?

Lukningen af valgstedet ærgrer også borgerne på øen, som nu skal krydse broen ind til fastlandet for at bidrage til demokratiet.

Der behøver ikke at være mange stemmebokse på valgstedet. Der er nemlig kun 123 borgere, der skal igennem her.

- Det er ærgerligt, for det er så hyggeligt at komme til valg på Alrø. Jeg kommer fra Aarhus, da jeg var ung, og der var der jo kø og kø og kø, og ingen kendte hinanden. Her kender alle til alle, så det er rigtig hyggeligt. Men vi stemmer selvfølgelig alligevel, hvis det bliver flyttet, siger Lisette Petersen, der bor på Alrø.

Til seneste Europaparlamentsvalg var den danske valgdeltagelse på 56,3 procent, mens tallet til seneste Folketingsvalg var 85,8 procent.

Over 90 procent af Alrøs vælgere plejer at møde op og sætte et kryds på valgdagen. Det er langt over gennemsnitsdeltagelsen.

Deltagelsen er på Alrø helt oppe over 90 procent, og det skyldes ifølge Karsten Haufort blandt andet, at de har deres eget valgsted.

- Her har vi en voldsomt stor deltagelse af unge mennesker. Alle er opdraget med, at demokratiet har sin festdag på sine valgdage. De unge kommer med op og ser det, og de er med fra dag et. Har vi råd til at undvære det? Det koster da penge, men jeg mener, at det er givet rigtig godt ud, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nu er EP-valget ringet i gang

Den erfarne valgstyrer fortæller, at han til hver en tid vil være klar til at hjælpe med et valg på Alrø, men at han ikke rejser væk fra øen for at være frivillig på et andet valgsted.