Kalve stak af nær motorvej
Politiet rykkede ud for at forhindre 10-15 løstgående kalve i at skabe trafikproblemer
Østjyllands Politi fik fredag formiddag en melding om, at 10-15 kalve var sluppet ud af deres indhegning ved Skødstrup nord for Aarhus.
En patrulje blev sendt af sted, og det lykkedes derefter at finde frem til ejeren af de løstgående dyr.
Kalvene befandt ved Skovlundvej nær Djurslandmotorvejen, da de blev fanget.
- Det ligger rimeligt tæt på motorvejen. Der kan ske alvorlige uheld, hvis sådanne kalve bevæger sig ud på motorvejen, hvor der bliver kørt stærkt, forklarer vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Heldigvis skete der hverken skader på mennesker eller dyr. Kalvene er nu tilbage på marken, hvor de hører til.
Kalvene blev indfanget ved Skovlundvej: