Irsk fest i Aarhus
St. Patricks Day er kommet for at blive
Hvert år den 17. marts bliver irske pubs verden over klædt i grønt. Det er nemlig irernes nationaldag, og det bliver fejret med manér. St. Patricks Day, som har taget navn efter en irsk skytshelgen, har også indfundet sig i Aarhus - takket være en ung pubejer med irske rødder.
Øl, whisky, masser af musik og grønklædte, festglade mennesker. Irerne forstår at fejre deres fædrelandskærlighed ved at hylde landet i grønt og med en lille promille på.
Det er en af byens helt unge pubejere, der har taget sine irske rødder med i det foretagende, at han vil brede den grønne fest i Aarhus. Festen og mindet om hans irske rødder betyder for meget for ham til, at det skal glemmes her i Aarhus.
31-årige Andreas Ruigrok, der ejer den irske pub 'Tir Na Nog' på Frederiksgade i Aarhus, har igennem de sidste otte været med til at klæde Aarhus i grønt, når der hvert år fejres St. Patricks Day. Det er irsk øl. Irsk whisky. Og så er det irsk musik. Og for Andreas Ruigrok er der ingen tvivl om, hvorfor St. Patricks Day er kommet for at blive.
- Både lokale og vores internationale gæster har taget rigtig godt imod denne fest. Den vokser år for år. Sidste år var jeg selv i Boston på inspirationstur. Der er en kæmpe befolkning af irsk afstamning bosiddende i Boston. Da jeg så, hvor stort det var i USA, vidste jeg, at vi kunne lave en kæmpe fest her i Aarhus. Det er en dag, som ikke kun appelerer til folk af irsk afstamning. Alle, der har oplevet stemingen én gang, er "hooked" af denne store festdag, siger Andreas Ruigrok til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Danmarks største St. Patricks Day-fest
I år har Andreas Ruigrok dog valgt at tyvstarte festen, da han åbner dørene op lørdag den 16. marts for, hvad han mener, bliver Danmarks største St. Patricks Day-fest.
Festen er nu blevet så stor, at den ikke længere kan finde sted på hans egen pub, så nu indtager han i stedet 'Centralværkstedet' i Aarhus centrum. Folk skal være klædt i grønt i 'Det Irske Telt', som i samarbejde med Guiness og Carlsberg, spiller non stop live-musik i 15 timer.
Der er blandt andre musikere som Shane & Neil, Neil Brophy Band, Tom Donovan og Hawkeye & Hoe. Så hvis du har lyst til at opleve den irske ånd og stemning, så sker det altså i "Det Irske Telt" lørdag den 16. marts.