Interessen for AGF stiger
Flere tilskuere og flere TV-seere
Succes avler succes. Ordsproget viser sig at være sandt for den aarhusianske fodboldklub AGF, der lige nu har medvind i sejlene. Interessen for klubben kan ses og mærkes.
Der sidder flere tilskuere på lægterne. Der sidder flere bag skærmene hjemme i stuerne. Ja, interessen for fodboldklubben AGF er stigende, og meget af successen kan vel unægteligt tilskrives den sportslige optur.
Efter de første syv kampe i sæsonen er antallet af tv-seere steget med 50 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Og bedre for klubkassen er, at tilskuertallet er steget med fem procent i forhold til sidste år efter de første tre hjemmekampe.
Klubben ligger lige nu nummer tre, men med en kamp færre end nummer to. Søndagens hjemmekamp mod Viborg kan trække endnu flere tilskuere og seere til, da AGF med en sejr igen kan indtage andenpladsen og lægge pres på nummer ét. Med bedre udsigt til højere placering og en hjemmekamp som Brøndby i næste runde, så er der lagt op til tilskuer- og seerstorm.
- Vi glæder os over de mange tilskuere og tv-seere. Efter en sportslig start på sæsonen på det jævne har underholdningsværdien og kvaliteten i vores seneste kampe virkelig været høj. De mange tilskuere giver både god stemning og masser af eksponering for vores partnere. Og da den næste kamp spilles søndag klokken 14.00 - et tidspunkt, mange af vores tilskuere tidligere har sagt, er det allerbedste - håber vi på, at den positive tendens med mange tilskuere på lægterne fortsætter, siger Jørn Klinge, kommerciel direktør i AGF.