Igen kaos på vejene
Politiet fraråder kørsel udenfor byerne. Mange biveje spærret af sne, også problemer på mange store veje.
Fredag morgen gav sneen igen kaotiske forhold på vejnettet i Østjylland, og Østjyllands Politi fraråder al unødvendig udkørsel udenfor byerne.
Igen i dag er Djursland et af de områder, som er hårdest ramt af snefald og -fygning.
Kl. 8. fortalte vagthavende hos politiet i Grenaa, at de små veje, som har været ryddet, er ved at fyge til, og at der også var tiltagende problemer på de store veje. Og selv om vejene er ryddet, er de spejlglatte.
Motorvej E 45 var omkring kl. 8 farbar, men meget glat og smattet. Der er risiko for, at motorvejen bliver lukket af sneen i løbet af dagen.
Flere til- og frakørselsramper ved E 45 er allerede lukket af sne og fastkørte biler. Det gælder blandt andet afkørsel 48 mod Silkeborg og tilkørslen fra Silkeborg-motorvejen til E 45 syd, begge ved motorvejskrydset vest for Århus.
For flere oplysninger se den særlige http://www.politi.dk/Oestjylland/da/lokalnyt/Nyheder/nyhed_220207.htm" target=_blank>underside om snesituationen på Østjyllands Politis hjemmeside eller Vejdirektoratets hjemmeside http://www.vintertrafik.dk" target=_blank>www.vintertrafik.dk.