Hubertusjagten er tilbage i Århus

Publikum kan håbe på hovedspring i Giber Å, når der på søndag igen rides Hubertusjagt i Marselisborg-skovene.

Flotte heste, der i elegant stil tager de opstillede spring i skoven, rytternes røde jakker og skinnende hvide bukser og en masse frisk luft på en dejlig efterårsdag.

Det er disse ting, der landet over lokker folk en tur i skoven for at opleve den årlige Hubertusjagt.

Dét, og så naturligvis chancen for at se en enkelt rytter eller to tage et hovedspring eller en anden form for mere eller mindre elegant afstigning - helst i forbindelse med vand og mudder.

Efter et enkelt års pause er den traditionsrige jagtridning tilbage i Århus, og det er søndag formiddag, rytterne skal af sted.

Starten går kort efter klokken 10 ved Moesgaard Museum, og derefter er der mulighed for at se ekvipagerne springe ved Hørhaven. De flest publikummer vil sikkert tage opstilling ved Giber Å, hvor spændingen udløses ved elleve-tiden.

Målstregen er tilbage ved museet, og arrangørerne forventer, at vinderen er fremme her kort efter middag.