Holdindsats giver håb i AGF: Har lignet hovedløse høns

En stærk præstation i efterårets sidste kamp giver AGF en tiltrængt succesoplevelse og nyt håb inden foråret

AGF-spillerne jubler efter aarhusianeres reducering til 1-2. Senere fik de endnu mere at glæde sig over. Foto: Anders Kjærbye - Scanpix

AGF-veteranen Steffen Rasmussen har fået et stærkt comeback i dette efterår. Mod Brøndby vogtede han igen aarhusianernes mål. Foto: Anders Kjærbye - Scanpix

AGF's Niklas Backman i en intens duel med Brøndby-angriberen Teemu Pukki. Foto: Anders Kjærbye - Scanpix

1 af 3

Efter et skidt superligaefterår kan AGF-spillerne trods alt gå på vinterferie med en succesoplevelse i kroppen.

2-2-resultatet på udebane mod Brøndby var mere, end de fleste havde forventet, og indsatsen giver en vis tro på, at 2018 trods alt bliver mere opmuntrende.

- Den holdpræstation er noget, vi i den grad har manglet. Vi har haft et efterår, hvor vi tit har lignet 11 hovedløse høns, når vi løb rundt inde på banen.

Læs også AGF indhenter 0-2 og bryder Brøndbys sejrsstime

- Her præsterede vi endelig som et hold, siger forsvareren Pierre Kanstrup.

'En stærk, stærk, stærk præstation'

Aarhusianerne havde før kampen kun samlet fire point i syv kampe under træner David Nielsen.

Alligevel formåede AGF'erne at komme tilbage, selv om de var bagud 0-2 på Brøndby Stadion.

AGF-forsvarsspilleren Pierre Kanstrup var glad efter det overraskende aarhusianske comeback på Brøndby Stadion. Foto: Anders Kjærbye - Scanpix

- Over en bred kam en stærk, stærk, stærk præstation.

- Vi kunne have vundet, og vi kunne have tabt. Præstationen er for mig det vigtige. Spillerne fik vist, at vi kan præstere maksimalt, og det vil jeg tage med ind i det nye år, siger David Nielsen.

Spillerne fik vist, at vi kan præstere maksimalt, og det vil jeg tage med ind i det nye år.

David Nielsen, AGF-træner

Han er glad for den trodsreaktion, hans spillere viste på en dag, hvor "mange regnede med, at vi skulle slagtes". Den ånd skal holdes ved lige i vinterpausen.

- Vi får træningskampe og en træningslejr, hvor vi kan arbejde med tingene, så vi kan få spillerne til at præstere, som de gjorde i dag, siger David Nielsen.

Den netop afsluttede halvsæson har kun indbragt 19 point i 19 kampe, og det er selvfølgelig langt fra et tilfredsstillende udbytte.

Alligevel er der "kun" syv point op til Superligaens top-6, som før sæsonstarten var klubbens målsætning. Der er syv runder til at lukke hullet.

- Det koncentrerer vi os ikke særlig meget om. Vi har haft så dårligt et efterår, og vi skal rejse os. Det er ærlig talt lidt af et under, at der ikke er længere op, siger Pierre Kanstrup.

BRØNDBY - AGF 2-2 (1-0)

1-0 Simon Tibbling (13.)
2-0 Besar Halimi (51.)
2-1 Frederik Møller (63.)
2-2 Tobias Sana (76., str.)

Tilskuere: 16.235