Højhus skal være vartegn for Århus

Aarhus Universitet har planer om at opføre et 25 etager højt højhus ved Ringgaden.

Aarhus Universitet har planer om at opføre et 25 etager højt højhus på hjørnet af Nørrebrogade og Nordre Ringgade.

Huset, der kommer til at ligge umiddelbart ved siden af Peter Sabroe Seminariet, skal ifølge universitets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, være et vartegn for Århus.

- Vi vil bygge et vartegn for Århus, der bliver et samlingspunkt for fremtidens store universitetsby og samtidig kan ses viden om i hele Østjylland. Dermed bliver universitetet for alvor sat på landkortet, og det er vort håb, at byggeriet får en størrelse og udformning, så det bliver et ikon i hele Danmark, sagde Lauritz B. Holm Nielsen i sin årstale.

Ifølge Jyllands-Posten er projektet allerede blevet præsenteret for Århus Byråd. Efter de foreløbige planer vil højhuset udgøre mindst 26.000 kvadrat-etagemeter, og byggeriet bliver Danmarks højeste.