Henrik Hansen bliver i Aarhus
Århus Håndbold har papir på profilen indtil 2016
Århus Håndbold og Henrik Hansen har sikret sig papir på hinanden i yderligere to år. Henrik Hansen, der har spillet 27 landskampe, er bagspiller og kan varetage opgaver i både forsvar og angreb. Han var med landsholdet til EM i Schweiz i 2006, hvor han var med til at vinde bronze.
Henrik Hansen har fået sin håndboldopdragelse i Aarhus, men har i sin karriere også spillet BM Altea og CBM Torrevieja i den bedste spanske række, Asobal, og i TuS Nettelstadt Lübbecke i Bundesligaen.
Og direktøren i Århus Håndbold, Henrik Lundorff, er meget stolt af den nye aftale.
- Det er en meget vigtig kontraktforlængelse for os. Man skal ikke have set ret mange af vores kampe i år for at kunne se, hvor vigtig Henrik er for vores hold. Han er en klassespiller, som vil være interessant for alle hold i håndboldligaen, og derfor er vi naturligvis stolte over, at han har valgt at blive hos os, siger Henrik Lundorff i en pressemeddelelse.
Glæden er gengældt
Og den intelligente playmaker er også meget glad for kontraktforlængelsen med Århus Håndbold.
- Århus har hele pakken. Jeg er her fra byen, min familie bor i nærheden og jeg har et spændende job i klubben. Det er den perfekte løsning, siger Henrik Hansen i en pressemeddelelse.