- Havde jeg bare fået fat i tyvene!
Hortensia-tyverier griber om sig
Hortensiabuske i parcelhushaver bliver tilsyneladende mere og mere eftertragtede blandt østjyske tyve.
I Aarhus-forstaden Tilst har Tove Berg Hrab for kort tid siden haft besøg af ubudne gæster, der systematisk nedklippede hendes fire hortensiaer.
- Først blev chokeret. Så blev jeg meget ked at det. Og så blev jeg rigtig gal. Havde jeg bare fået fat i dem!, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND, mens hun ser nærmere på de overskårne buske i hendes forhave.
TV 2 | ØSTJYLLAND har tidligere beskrevet tyverierne af hortensiabuske fra villahaver. Tove Berg Hrab er med andre ord langtfra den eneste haveejer, der fået skamferet sine buske.
Årsagen til tyverierne er ukendt. Én af teorierne er, at planterne bruges som rusmiddel, fordi nogle hortensiabuske indeholder giftstoffet cyanid, der kan give hallucinationer.
- Du bliver lidt svimmel og opstemt - det gør man også ved alkohol. Man får sløret syn og synes, at ting er utroligt morsomt. Det er muligt, at det kan være den slags, forklarer retskemiker Martin Worm-Leonhard fra Retsmedicinsk Institut i Odense.
Se mere om hortensia-tyverierne i tv-indslaget øverst på siden.