- Har brug for en ny udfordring
Klubber viser interesse for Daniel A. Pedersen
Silkeborg IFs Daniel A. Pedersen har fortalt klubben, at han ikke forlænger sin kontrakt, der udløber til sommer.
Det har været en svær beslutning for midtbanespilleren, der har spillet i klubben det meste af sit liv. Flere klubber har vist interesse for ham, og han kalder AGF for "en stor klub".
- Jeg har snakket meget med min familie og agent om det. Silkeborg IF er min klub, og jeg har altid holdt med den, siden jeg var lille og stod på stadion. Jeg har ambitioner om at nå langt i min karriere, og jeg er kommet frem til, at jeg har lyst til at prøve mig selv af et nyt sted. Det har ikke været en nem beslutning, men jeg føler, at det er den rigtige. Jeg føler, at jeg har brug for en ny udfordring, siger Daniel A. Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Daniel A. Pedersen forlader SIF
Han fortæller, at et par klubber har vist interesse for ham.
- Jeg ved, at der har været et par henvendelser, og at noget af det har været seriøst, men jeg ved ikke, hvor konkret det har været med hensyn til et skifte nu, siger Daniel A. Pedersen med henvisning til det igangværende transfervindue.
AGF er en stor klub
På rygtebørsen har AGF været meldt interesseret i Silkeborg-spilleren, som Morten Wieghorst, der er AGF-træner, blandt andet kender fra U21-landsholdet.
- Det er en stor klub, som har været nede i en periode, men det er en god klub, og de har en dygtig træner, så ja, lidt interessant er den da, men mere ønsker jeg ikke at sige om det, siger Daniel A. Pedersen.
Det betyder meget for den 22-årige Silkeborg-spillers beslutning for en kommende arbejdsgiver, at det er et sted, hvor træneren tror på ham og har en plan for ham.
- Jeg skal ikke være bænkevarmer, jeg vil være en profil på holdet, siger Daniel A. Pedersen.
- Jeg ser klart mig selv som central midtbanespiller, men hvis der er skader og karantæner, så må man spille en anden plads, og det har jeg ikke noget problem med, siger han og understreger, at hvis han ikke bliver solgt i løbet af januars transfervindue, vil han fortsat kæmpe 100 procent for Silkeborg IF og jagte overlevelsen i Superligaen.
Daniel A. Pedersen har spillet 104 kampe for Silkeborg IF, som han fik debut for som 19-årig