Handicap ingen hindring: Lykke cykler sig til succes og velvære

Lykke Kofoed har kun cyklet i et halvt år, men hun allerede vundet DM-guld

01:46

I foråret begyndte Lykke Kofoed at cykle for at bekæmpe sin spastiske lammelse i benene. Hendes nye sportsgren – landevejscykling - har nu på kort tid ført til DM-guld og i weekenden til endnu guldmedalje ved et internationalt cykelløb i Prag, Tjekkiets hovedstad. Men drømmen stopper ikke her.

Det lå ikke lige for, at 44-årige Lykke Kofoed skulle være cykelrytter. Hun har nemlig, som hun selv siger, en medfødt fejl.

- Man kalder det CP, men det er der ikke ret mange, der ved, hvad er, men det er egentlig spastisk lammelse i benene, siger Lykke Kofoed fra Højbjerg i Aarhus.

Lykke Kofoed har kun cyklet på landevejene i et halvt år, men hun har allerede vundet DM.

Men det handicap bliver nærmest usynligt, når hun sætter sig op på cyklen.

- Det giver en enorm glæde at være en del af en sport, hvor man kommer ud og får nogle gode oplevelser med nogen, der er ligesindet eller også er nedsat i funktion, hvor man føler, at man kan noget, siger Lykke Kofoed der er lærer og først begyndte på cyklingen for et halvt år siden.

44-årige Lykke Kofoed arbejder som lærer og cykler cirka 10-15 timer om ugen.

- Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at dyrke noget sport. Jeg har altid dyrket meget sport, men mit handicap begyndte at gå dårligere og dårligere, og så syntes jeg, at jeg skulle gøre noget ved det. Så tog jeg fat i Parasport Danmark og hørte, om de kunne bruge mig. Og de kunne de godt, siger Lykke Kofoed.

Drømmer om OL

Og indenfor parasporten har hun nu vundet DM.

- Det var det allerførste løb, jeg var til, siger Lykke Kofoed, der begyndte at cykle tilbage i marts.

Også en guldmedalje til et stort internationalt løb, er det blevet til som et skridt på vejen til at nå det helt store mål.

- Mit højeste ønske er at stille op til OL i 2020 i Tokyo.

To pokaler er det allerede blevet til, og hvis Lykke Kofoed fortsætter i det tempo, får hun brug for et stort pokalskab.

For at kunne nå det, skal der bruges mange timer på cyklen. Indtil videre har hun cyklet cirka 10-15 timer om ugen ved siden af sit job som lærer, men på den anden side af vinteren skal det skrues op til cirka 20 timer.

- I mange år har det været en klods om benet ikke at kunne gå som alle andre, men nu er det en guldmedalje for mig, fordi jeg har så mange muligheder, jeg kan prøve af i sporten, som jeg ikke ville have, hvis jeg ikke havde det her handicap, siger hun og opfordrer andre, der har et handicap eller føler sig fysisk begrænset, til at prøve at dyrke sport.

Du kan møde Lykke Kofoed i videoen øverst på siden.