HA-medlem erkender narko-salg

En af de fem tiltalte i en narko-sag i rocker-miljøet i Århus erkender, at han har udleveret amfetamin

Et medlem af rockergruppen Hells Angels (HA) erkendte mandag i retten i Århus at have udleveret 300 gram amfetamin til et medlem af en støttegruppe i Ringkøbing.

I retten i Århus mandag kunne HA'eren imidlertid ikke huske, hvad prisen på amfetaminen havde været, hvor stoffet kom fra, eller hvor udleveringen var foregået. Han er tiltalt for at være indblandet i handel med omkring 1,3 kg amfetamin og 67 gram kokain, men afviste at have udleveret stoffer til andre.

 Tilhørere fik gennemsøgt tasker og blev visiteret med metaldetektor, før de blev lukket ind i retslokalet. Tre af de i alt fem tiltalte kommer i HA-klubben i Århus, forklarede HA'eren.

Et af vidnerne er den dømte modtager af de 300 gram amfetamin. Først sagde vidnet nej til at udtale sig til politiet i fængslet. Senere turde han godt udtale sig både til politiet og i retten på betingelse af, at de mistænkte ikke var til stede. Hans afsløringer har optrævlet sagen sammen med blandt andet telefonaflytninger af telefonbokse.

En anden tiltalt stod også ved et fund på 357 patroner og en mængde forbudte dopingmidler.