Grønt lys til større skoleklasser
Over 28 elever i klassen. Det bliver nu hverdag for børn på skolerne i Viborg og Silkeborg.
Over 28 elever i klassen og hold, der opdeler børnene i forhold til køn, niveau og interesser. Det bliver nu hverdag for børn på skolerne i Viborg og Silkeborg.
Undervisningsministeriet har nemlig givet de kommuner, der har søgt om lov, tilladelse til forsøgsvis at oprette hold med flere elever end det normale loft på 28 elever. Det skriver Dagbladet Information.
I Viborg er det politiske skoleudvalg nu ved at drøfte, hvordan man vil håndtere dispensationen. Et bud på en løsning kan være, at man lægger forvaltningen af muligheden for større klasser ud til de enkelte skoler og deres bestyrelser.
- Det giver os mulighed for at lave den undervisning, vi gerne vil have, inden for fællesskabets rammer, siger en tilfreds leder i uddannelsesafdelingen i Viborg, Dennis Møller Hansen, til Information.
Dispensationen, der kører frem til 2013, og som giver fri adgang til holddeling, rummer ifølge afdelingslederen ikke et øvre loft for, hvor mange elever, der må være i en klasse.
Men det vil blive reguleret på skolerne, for ingen forældre vil gå med til, at der sidder 40 elever på et hold, siger Dennis Møller Hansen, som betoner, at forsøgene ikke handler om besparelser.
Danmarks Lærerforening har traditionelt stået meget stejlt på, at klasserne ikke bør rumme mere end 28 elever. Og lærerformand Anders Bondo Christensen tror heller ikke meget på garantien for, at man ikke vil bruge dispensationen som vej til besparelser.
- Det er uforståeligt, at ministeren har givet denne dispensation. Vi vil følge udviklingen på de berørte skoler nøje, for at se om ikke der i virkeligheden bliver tale om besparelser, siger han til Information.
Kilde: Information