Grimhøj i kovending: Går til kamp mod syriensfarere

Grimhøj-moskéen går nu aktivt ind i kampen mod unge syriensfarere

04:08

1 af 2

Den omdiskuterede Grimhøj-moské på Grimhøjvej i Gellerup har ikke tidligere villet tage afstand fra de unge, der er rejst i såkaldt 'hellig krig' for en islamisk stat.

Men nu har folkene bag Grimhøj-moskéen ændret kurs.

- Vi prøver at forklare dem, at det er en dårlig idé, at man kæmper mod hinanden som muslimer i Syrien, Oussama El-Saadi, der er formand for Grimhøj moskeen.

- Når forældre lærer deres børn islam på den rigtige måde, så undgår de, at deres børn tager dårlige beslutninger i livet, siger Oussama El-Saadi.

Direkte adspurgt, om han fraråder unge i moskéen at rejse til Syrien, svarer han 'ja'.

Demonstration imod moské

Hos Østjyllands Politi vil man ikke kommentere direkte på Grimhøj-moskéens præventive rolle, men fortæller, at der er langt færre syriensfarere, end der tidligere er set.

- Status er, at indtil den 01.01-2014 har vi haft 30, der er rejst ud, og fra den 01.01-2014 til i dag har vi kun fire, vi har kendskab til, siger Jan Andersen, politiinspektør hos Østjyllands Politi.

Har hjulpet myndighederne

Aarhus Kommunes leder af radikaliseringsindsatsen bekræfter, at folkene fra Grimhøj-moskéen har hjulpet myndighederne.

- Vi fik et gennembrud sammen med bestyrelsen i Grimhøjmoskeen, og vi fik kontakt til de unge, siger Toke Agerschou, der er fritids- og ungdomsskolechef i Aarhus Kommune.

Også Børn og Unge-rådmand Bünyamin Simsek (V) har noteret sig samarbejdet, men siger samtidig, at det bør være, hvad man kunne forvente.

- Jeg vil gerne anerkende, at de er med i en dialog, hvor de er med til at henvise familier, der søger kontakt til kommunen, således at vi kan hjælpe familierne med henblik på, at deres børn ikke skal rejse til Syrien, og det synes jeg er udmærket, men de har også en pligt som samfundsborgere, når de nyder godt af den frihed og tryghed, vi har i vores samfund, til at bidrage til det, siger Bünyamin Simsek (V).

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.