Grimhøjmoskeen: Vi mægler mellem banderne

Søndag var der angiveligt et mæglingsmøde mellem bandemedlemmer og imamer fra Grimhøjmoskeen i Aarhus

Imamer fra Grimhøjmoskeen fortæller, at de igennem længere tid har forsøgt at få bandemedlemmerne i Aarhus til at mødes til et mæglingsmøde. Søndag blev mødet en realitet. Foto: Privatfoto

Der har været forholdsvis stille i den aarhusianske bandekrig i den seneste tid – og det skal der blive ved med, lover imamer nu fra den omdiskuterede Grimhøjmoské i Brabrand.

Her var medlemmer af flere forskellige bandegrupperinger søndag 3. december indkaldt til ’mæglingsmøde’, oplyser flere af moskeens imamer til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har igennem længere tid – faktisk siden sommer - arbejdet på at få flere af grupperne til at mødes. Vi har givet en invitation, og det lykkedes så til sidst at få dem til at mødes i går. Vi har fået hjælp af flere familier, der har presset på for at få de unge til at dukke op, fortæller Oussama El-Saadi, talsmand for Grimhøjmoskeen.

Læs også Politiet om indsats mod bander: Det er en succes

Han oplyser, at cirka 100 dukkede op, og at bandemedlemmerne gav hinanden hånden - og endda krammede ved mødets afslutning.

 Vi har igennem længere tid – faktisk siden sommer - arbejdet på at få flere af grupperne til at mødes. Vi har givet en invitation, og det lykkedes så til sidst at få dem til at mødes i går.

Oussama El-Saadi, talsmand for Grimhøjmoskeen

- Vi har fortalt dem, at det er haram (forbud, red.) at dræbe andre. Men ellers har vi ikke talt så meget om islam. Vi brugte tiden på at sige til dem, at de skal tænke på deres familier og at hver gang, der kører en ambulance, bliver deres mødre og søstre bange, siger Oussama El-Saadi, der talte til forsamlingen sammen med den kontroversielle imam Abu Bilal, der tidligere har været kritiseret for at undervise muslimer om de islamiske regler for stening og pisk.

Begge oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at mødet ikke handlede om at formidle islam, men at opfordre til fred.

- At vi mødes med dem, er ikke en kritik af myndighedernes arbejde for at standse bandekrigen – vi støtter op. Og vi har en respekt, som vi kan bruge i forhold til dem, mener El-Saadi.

Politiet: Ingen kommentarer 

Hos Østjyllands Politi har chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen ingen kommentarer til moskeens involvering i bandekonflikten. Ej heller om det er korrekt, at der skulle være indgået en fredsaftale mellem Loyal To Familia og andre Aarhus-grupperinger. 

Læs også Farvel til Black Army: Det er en rigtig god nyhed

Han oplyser, at der stadig er mange personer fra sommerens bandekonflikter, som er varetægtsfængslede, og at politiet fortsat holder øje med området og arbejder målrettet på at mindske kriminalitet. 

- Vores fokus er, at borgerne i områderne kan føle sig sikre. At der er ro, skyldes til dels den indsats, som Aarhus Kommune har sat ind, vores arbejde og så civilsamfundets indsats, hvor gode kræfter har hjulpet os. Hvad Grimhøjmoskeen har gjort eller ikke gjort, har jeg ingen kommentarer til, siger Klaus Arboe Rasmussen. 

02:37

VIDEO: Politiet havde i sommer en større indsats mod banderne. De betegner sommerens arbejde som succesfuldt. Se mere i indslaget fra juli her.

Luk video