Grenaaenser skriver bog om 'generation popstars'

Oluf Kjær Nielsen fra Grenaa har skrevet en bog om generationen, der drømmer om at skabe sig et navn.

De opfatter sig selv som centrum og arbejdspladsen som den scene, hvor de om nogle år skal realisere sig selv. Generation popstars står klar til at indtage arbejdsmarkedet, og måske er de kreative og globaliserede unge netop det, fremtidens arbejdsmarked har brug for, siger ekspert til Urban.

Masser af familier sad klæbet til skærmen, da TV 2's sangtalentprogram 'Popstars' første gang løb over skærmen i 2001, og der er uden tvivl blevet født mange scenedrømme hos de børn, der kiggede med. Disse børn er unge i dag. De står i løbet af de næste 10 år klar til at indtage deres egen scene på arbejdspladserne.

Men er generation popstars, som de er blevet døbt i en ny bog af samme titel, egentlig gjort af et stof, der kan sikre fremtidens velfærdssamfund?Det spørgsmål vender vi tilbage til. Først skal vi have præsenteret hovedpersonerne: generation popstars.

Mig i fokus

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, der er medforfatter til den nye bog om popstars-generationen, beskriver de unge som selviscenesættende med MIG i fokus, og deres kommende rolle på arbejdsmarkedet opfatter de ganske anderledes end generationerne før dem, forklarer Anne-Marie Dahl til Urban:

- Arbejdsmarkedet ser de som en scene, de skal ud på. Her kan de realisere sig selv gennem deres FEDE arbejde, som langtfra handler om løn og pligt i forhold til samfundet. Hellere lavtlønnet som medhjælper på en alternativ ny dogmefilm end en acceptabel løn ved kasselinjen i Bilka. Og det kommer til at stille store krav til arbejdsgiverne, spår Anne-Marie Dahl:

- Generation popstars vil have spændende og vigtige opgaver, og chefen skal ikke længere være den klassiske chef, der leder og regerer. Han skal være coach og mentor for de unge i deres søgen efter selvrealisering.

Hotte Hokus Krokus

For generation popstars er det ikke nok at have en fed profession. De drømmer om at skabe sig et navn og være kendt inden for deres felt. Og drømmene kommer ikke ud af ingenting, siger Oluf Kjær Nielsen.

Han er lektor på Grenaa Gymnasium og er medforfatter på bogen om popstarsgenerationen. Da programmet 'Hokus Krokus' kørte på sit højeste, var der stor søgning til uddannelsen som anlægsgartner.

Til gengæld var der nedgang i ansøgningerne til kokkelinjen på Teknisk Skole, efter at stjerne-kokken Jamie Oliver ikke længere optrådte på dansk tv.

- Min frygt er, at det i fremtiden bliver svært at tiltrække arbejdskraft til erhverv med et mindre godt image. For eksempel ældrepleje, med mindre der laves en serie om livet på plejehjemmet, som gør det attraktivt for de unge at vælge den karrierevej,« siger Oluf Kjær Nielsen til Urban.

Der er brug for dem

Men hvordan kan generation popstars sikre velfærd til alle, når al fokus er på dem selv? Anne-Marie Dahl er langtfra bekymret:

- Fremtidens ansatte skal kunne samarbejde, de skal kunne springe mellem forskellige projekter, de skal være dygtige til at kommunikere på forskellige platforme og på tværs af grænser, de skal være kreative, og de skal kunne kapere mange skift. Og det kan generation popstars.

Professor i organisation og ledelse på Handelshøjskolen Århus Universitet, Steen Hildebrandt, er enig:

- På fremtidens arbejdsmarked får vi brug for intellektuelle, kreative, innovative og følelsesmæssigt kompetente medarbejdere. Og jeg tror, at det er kompetencer, generation popstars har i langt højere grad end deres forældre og generationer før dem. Så de er bestemt godt rustet, siger Steen Hildebrandt til Urban.

Dog er han ikke i tvivl om, at der bliver en del unge, som lige skal ud og opleve, at der er en virkelighed, som er ganske anderledes end den, de havde forestillet sig.

Kilde: Urban