Glad landmand er bekymret

500 landmænd samlet til krisemøde i Hornslet

06:44

1 af 2

Mange østjyske landmænd er bekymrede for fremtiden.

Mandag aften var flere end 500 landmænd fra Djursland og Randers-området samlet til stormøde i Hornslet for at diskutere udfordringerne for deres erhverv.

En af de fremmødte landmænd var Christian Jensen fra Hadsten. Fra TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelser er han kendt som "den glade landmand".

Selv om han stadig er optimistisk på sit erhvervs vegne, erkender han, at det i øjeblikket for mange landmænd er vanskeligt at få økonomien til at løbe rundt.

Se: Mildt vejr sætter skub i planterne

Ifølge Christian Jensen står landbruget overfor nogle store udfordringer netop nu. Omkostningerne i Danmark er for høje. Derudover er de danske gødningsregler væsentlig mere restriktive end i andre EU-lande, hvilket går ud over plantevæksten.

- Vi har svært ved at servicere vores gæld. Selv om renten falder og falder, så er vores indtægter for små til den gæld, vi har. Det er fordi, vores omkostninger herhjemme er en skvis højere end de lande, vi konkurrerer med, siger Christian Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Med til mødet var også flere folketingspolitikere, der skulle stå på mål for den politik, som mange landmænd altså føler er for restriktiv.

Se: En meget glad landmand

Foruden en hjælpende hånd fra politikerne på Christiansborg håber Christian Jensen, at konflikten mellem Rusland og Ukraine snart slutter.

Hvis det sker, er der chance for, at de østjyske landmænd igen kan afsætte deres kød på det russiske marked.

- Putin skal holde op med at bekrige derovre, så vi kan få vores kød derover igen. Der er rigtigt mange russere, der savner vores kød i øjeblikket. siger Christian Jensen.

Se et interview med Christian Jensen i videoen øverst i artiklen.