Gamle kendinge taget for spritkørsel
Politiet brugte tirsdag aften magt for at få arresterede to mænd for spirituskørsel i det nordlige Århus.
Klokken 22.40 kørte en stangstiv mand ind i en anden bil ved McDonalds på Randersvej i det nordlige Århus.
Manden synes dog ikke, at han havde lyst til at tage skraldet for uheldet, så han stak af. Et vidne havde set uheldet og fulgte efter bilen med synderen, samtidigt med at politiet blev alarmeret.
Ordensmagten fik stoppet bilen, der indeholdt to særdeles berusede mænd. Den ene 31 og fra Åbyhøj. Den anden 22 år og fra Århus V.
Mændene synes dog ikke, at de havde lyst til at tilbringe natten i detentionen, så de modsatte sig arrestrationen.
- Der kom også en tre-fire kammerater forbi, der ikke synes, vi skulle tage de to med. Men der blev tilkaldt assistance, og vi fik styr på situationen, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov.
De to mænd, der begge var stærkt beruset, røg en tur i detentionen.
De er begge kendt for "alt muligt" i forvejen af Østjyllands Politi.