Freddy Bednasz har selv dræbt
Den myrdede 56-årige Freddy Paul Bednasz har tidligere slået en medfange ihjel. Årsag: Han snorkede.
Den 56-årige Freddy Paul Bednasz, der tidligere på måneden blev myrdet i Silkeborg, har selv en lang kriminel fortid. Ekstra Bladet skriver i dag, at Freddy Paul Bednasz i løbet af sin kriminelle karriere har overtrådt stort set hele straffeloven, og i marts 1986 blev han dømt for at have slået en medfange ihjel.
I en fængselscelle overfaldt Freddy Paul Bednasz i 1985 en medfange og hoppede så mange gange på hans hoved, at medfangen døde. Freddy Paul Bednasz begrundede i retten overfaldet med, at medfangen snorkede.
Drabet på den snorkende medfange er imidlertid ikke den eneste gang, Freddy Paul Bednasz har hoppet på andres hoveder. For to år siden overfaldt han en narkoman på Vesterbro i København. Freddy Paul Bednasz væltede narkomanen omkuld og hoppede så mange gange på hans hoved, at han gik i koma. Narkomanen er efter overfaldet hjerneskadet for livstid.
Foruden de to overfald, tegner Ekstra Bladet et billede af en psykopat, der har vold, grov vold, røveri, tyveri, underslæb, indbrud, handel med narko, overtrædelse af våbenloven, selvtægt, hærværk, pengeafpresning, åger og dokumentfalsk på synderegistret.
Freddy Paul Bednasz blev myrdet i sit hjem på Grønnegade i Silkeborg. Har blev han overfaldet og tildelt mindst 80 slag med forskellige slagvåben. Silkeborg Politi har anholdt tre personer i sagen.