Fraflyttere kan vinke farvel til varmepenge
En ny beregning viser, at tilbagebetaling af varmepenge til borgere, der er flyttet fra Århus, bliver en dyr omgang.
Hvis de lejere, der er flyttet fra Århus Kommune, skal have deres del af de knapt 600 millioner, som forbrugerne har betalt for meget for varmen over de seneste fire år, så kommer det til at koste omkring 100 millioner kroner.
Det viser en ny beregning ifølge Århus Stiftstidende. Og de penge skal kommunen betale, mener boligforeningerne.
- Vi kan ikke lægge regningen over på de nuværende lejere. Det må være kommunen, der betaler, lyder det fra Claus Poulsen, der er forretningsfører i boligforeningen AL2Bolig.
Fra Århus Grundejerforening lyder vurderingen, at der skal bruges mellem 125 og 150 årsværk for at få løftet den dyre opgave.