Fra millioner til sort hul: Thorbjørn kvalt i egen succes

Som 17-årig omsatte Thorbjørn Braad for millioner. Så lukkede firmaet, og han gik ned med stress. Nu er den unge randrusianer på vej tilbage

02:56

Thorbjørn Braad har oplevet på egen krop, hvor hårdt det kan være at etablere virksomhed.

Det er ikke altid lykken at være sin egen chef.

Det kan 21-årige Thorbjørn Braad skrive under på. 

Som kun 17-årig startede han sit eget firma, der på rekordtid blev et kæmpe hit.

Læs også Skræk-dag i Tivoli: Vejret holder gæsterne væk

Men den unge randrusianske iværksætter endte med at blive kvalt i sin egen succes, gik ned med stress og måtte bygge sit liv op på ny.

Vi skruer tiden tilbage til dengang, Thorbjørn Braad var ni-ti år.

Allerede dengang boede iværksætterdrømmen i ham. Han havde en lille hønsegård, og æggene solgte han ved vejen.

Det kunne tage mig flere timer blot at stå ud af sengen. Jeg havde nærmest et hul i maven og var et enormt mørkt sted i mig selv.

Thorbjørn Braad, iværksætter, om tiden med stress

- Så købte jeg en høne mere, en høne mere og en høne mere. Der kom så en mink og dræbte alle hønsene, siger Thorbjørn Braad med et smil.

Nogle år senere - som 17-årig - gik han for alvor iværksættervejen.

Han landede en aftale med en højttaler-producent i Kina.

Solgte højttalere med vand

Det betød, at han begyndte at sælge højttalere med vand, som bevæger sig i takt med musikken.

Thorbjørn Braad husker, hvor stærkt det gik:

- Det eksploderede fuldstændig vanvittigt. På de første fem timer solgte vi for knap 46.000 kroner, siger han.

Thorbjørn Braad viser flasken, som blev åbnet, da hans firma rundede den første million i omsætning.

Det var blot en forsmag på, hvad der ventede.

I løbet af ni måneder omsatte Thorbjørn Braad for otte millioner kroner.

- Jeg levede på en sky og i drømmene, siger han.

Læs også Tyve smadrer families hjem: Sprut i akvariet og alt ødelagt

Thorbjørn Braad knoklede nærmest i døgndrift, men det begyndte at gå den forkerte vej.

Højttalerne fra Kina var meget forsinkede, og det gjorde kunderne utilfredse.

Jeg levede på en sky og i drømmene.

Thorbjørn Braad, iværksætter, om tiden på toppen

Den unge iværksætter endte med at lukke firmaet. Han mødte muren i form af stress.

- Det kunne tage mig flere timer blot at stå ud af sengen. Jeg havde nærmest et hul i maven og var et enormt mørkt sted i mig selv, siger han.

Fitnesscentret er et frirum

Da Thorbjørn Braad kom på benene igen, færdiggjorde han sin gymnasieuddannelse og fandt roen i fitnesscentret.

- Fitnesscentret er for mig et frirum, hvor jeg kan være mig selv, koble af og komme ud med alle de frustrationer, der nu måtte være.

Fitnesscentret er et frirum for Thorbjørn Braad.

De mange oplevelser som iværksætter har vist Thorbjørn Braad, at der er en bagside af medaljen.

- Jeg føler, at der er et forskruet billede af, at iværksætteri er lutter Mercedes, penge, store lejligheder og champagne. Det er det absolut ikke. Der følger meget mere med, siger han.

I dag er han på vej tilbage som ejer af to virksomheder.

Han har en opfordring til folk, der har en god idé eller går med en iværksætterdrøm:

- Det gælder om at komme i gang, og der er ingen grund til at vente til i morgen. Undersøg, hvad du vil - gør det i dag, fordi venter du til i morgen, udskyder du det og finder aldrig ud af, om det her er for dig.

I videoen øverst i artiklen kan du se et tv-indslag om Thorbjørn Braad.