Forsorgshjem evakueret efter bombetrussel

Politiet gennemsøgte forsorgshjem med bombehunde.

Forsorgshjemmet tilbyder hjælp til hjemløse voksne, der har sociale problemer. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

En bombetrussel førte til, at omkring 70 beboere på Forsorgshjem Østervang søndag blev evakueret.

Bombetruslen blev indgivet klokken cirka 9.30 om formiddagen.

Østjyllands Politi gennemsøgte forsorgshjemmet med sprængstofhunde – eller bombehunde – og først omkring klokken 17 søndag gav politiet grønt lys til, at hjemmets beboere kunne returnere. 

Det var forstander på forsorgshjemmet, Jakob May, der kunne oplyse TV2 ØSTJYLLAND om bombetruslen.

- Man er i gang med at gennemsøge huset for en bombe, fordi der er indgivet en bombetrussel. Det er en helt unormal situation, men det bliver håndteret meget professionelt, sagde han søndag eftermiddag til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Nedslidt mor kæmper sig tilbage - by overrasker med rørende gestus

Brandberedskab er blevet tilkaldt til Forsorgshjem Østervang. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

Betjente fra Østjyllands Politi var massivt til stede ved forsorgshjemmet, der er beliggende på Trankær Mosevej i Aarhus-bydelen Tranbjerg. 

- Vi har afspærret, og vi er i gang med at foretage de nødvendige undersøgelser for, at beboerne kan vende tilbage, sagde vagtchef hos Østjyllands Politi, Peter Tholstrup, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Gal mand efter påkørsel: Slår kvindelig bilist i ansigtet

Flertallet af de evakuerede blev kørt til Kirkens Korshærs forsorgshjem Tre Ege, Brabrand, mens evakueringen stod på.

Politi og Aarhus Kommune evakuerer beboere fra Forsorgshjem Østervang. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

Forsorgshjem Østervang hører ind under Aarhus Kommune, der beskriver stedet med ordene: 'Her kan du få akut og midlertidigt ophold, hvis du er fyldt 18 år, er hjemløs og har sociale problemer.'

En medarbejder på stedet kontaktede Østjyllands Politi, efter at der blev indringet en bombetrussel omkring 9.30 søndag formiddag.

Læs også Indbrudstyve påkørte betjent under flugt