Forældre vil hjælpe med lektier
Både indvandrere, flygtninge og danske forældre vil være bedre til at hjælpe deres børn med lektierne, viser erfaringer fra Århus.
Forældre til tosprogede børn vil gerne være bedre til dansk og matematik, så de kan hjælpe deres børn med lektierne. Det viser erfaringer fra Århus, der har igangsat et ambitiøst projekt med lektiehjælp til forældre, både til tosprogede og danske børn.
Målet er, at modellen breder sig til resten af landet. De første ti hold med dansk- og matematikundervisning til forældre er oprettet, og succesen har været stor.
- Forældrenes interesse overgår min vildeste fantasi. Vi har ramt en guldåre af interesse, og det kan undre, at andre ikke har fået idéen noget før. Der ligger et stort behov, som vi ikke har opfanget, siger skoleleder Torben Dreier fra Frit Oplysningsforbund Århus, som står for organiseringen af undervisningen. /ritzau/