Forældre er rystede over dom
Mand fra Randers fik et års års fængsel for trafikdrab ved retten i Roskilde. For lidt, mener forældrene til den afdøde.
Et års fængsel og frakendelse af kørekortet i seks år. Sådan lød afgørelsen i går ved retten i Roskilde, da der faldt dom over en 38-årig mand fra Randers. 11. maj sidste år kørte han over for rødt i alt for høj fart og påvirket af medikamentet Diazepam, skriver DAGBLADET Roskilde,
tirsdag.
I et lyskryds ved Vindinge kørte han ind i en rød Volvo, hvor den 12-årige Thea Lind Lieberkind og hendes familie sad. Thea Lind Lieberkind mistede livet, mens hendes far, to brødre og stedmor overlevede ulykken. Efter retssagen i går var der dyb frustration over dommen, som den dømte valgte at modtage.
- Hvad skal jeg sige? Det er det laveste, han kan få. Jeg kan godt forstå, han modtager den, lød det efterfølgende fra Theas mor, Helene Lieberkind. Omkring 20 tilhørere var mødt op for at støtte familien. Det var familie og venner, der ligesom Helene Lieberkind rystede på hovedet over dommen.
På Christiansborg vækker sagen bekymring hos formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), der mener, at der i sager som den her er tendens til for milde straffe, og at regeringen er nødt til at stramme lovgivningen op.