Føtex og Bilka angrebet af hackere på Black Friday

Dansk Supermarked er blevet ramt af et hackerangreb på årets største handelsdag, Black Friday

På en af de vigtigste handelsdage på året kæmper Dansk Supermarked med nedlagte onlinebutikker. Foto: Jens Thaysen - Scanpix

Dansk Supermarked er blevet ramt af et stort hackerangreb på shoppedagen Black Friday. Det skriver Finans.dk.

Dansk Supermarked ejer blandt andre Føtex og Bilka og har hovedsæde i Aarhus.

Black Friday er en af årets allerstørste handelsdage, hvor butikkerne lokker kunder med tilbud.

Læs også Butikker boykotter Black Friday: - Det tryner de små butikker

- Alt tyder på, at vi har oplevet et massivt organiseret forsøg på at lukke vores side, siger Kasper Reggelsen, pressekonsulent ved Dansk Supermarked, til Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

Angrebet betyder, at hjemmesiderne på føtex.dk og bilka.dk periodevis ikke fungerer.

Massive mængder trafik

Hackeranslaget sker samtidigt med, at Black Friday giver massive mængder trafik. Det overvælder hjemmesiderne.

Læs også Randers-skilte ramt af internationalt hackerangreb

Til Finans fortæller Dansk Supermarked, at selskabet selv arbejder for at løse problemet, og at der også er kaldt eksterne konsulenter ind for at løse problemerne.

Black Friday er en stor dag for os, så vi er utroligt ærgerlige over, at sådan noget sker for os.

Kasper Reggelsen, pressekonsulent

- Black Friday er en stor dag for os, så vi er utroligt ærgerlige over, at sådan noget sker for os, siger Kasper Reggelsen til Finans.

Dansk Supermarked oplyser i en pressemeddelelse, at Wupti.com og Salling.dk ikke er omfattet af angrebet. Alle tidligere gennemførte handler på føtex.dk og bilka.dk er registrerede.

- Et "cyber-connection"-angreb indebærer ikke forsøg på at tilgå kontooplysninger eller lignende, og der er således ingen risiko forbundet for kunder, der har handlet på Bilka.dk eller føtex.dk, fastslår Dansk Supermarked.

Det er ondsindet drilleri

Dansk Supermarked har alle mand på job til at få siderne op igen. Fredag formiddag fortæller Mads Hvitved Grand, at man anser det værste for at være overstået.

- Hjemmesiderne fungerer, men kan godt kortvarigt gå ned igen. Men vi mener, vi er igennem det værste nu, siger kommunikationsdirektøren.

Dansk Supermarked fortæller, at der umiddelbart ikke er tale om et forsøg på at afpresse selskabet eller stjæle kunders informationer.

- Der ikke nogen risiko for kunderne, for det er ikke et forsøg på at komme ind og få kontooplysninger eller lignende.

- Det er heller ikke afpresning af virksomheden. Det er rent og skært ondsindet drilleri for at få siderne til at gå ned, siger Mads Hvitved Grand. 

Læs også Russiske hackere lækker østjysk cykelrytters sundhedsdata

Dansk Supermarked er sammen med Coop en af de største aktører inden for dagligvarer i Danmark. Selskabet ejer kæderne Føtex, Bilka, Salling og Netto.

Samlet dækker det over mere end 1500 butikker i Danmark og Nordeuropa med 51.202 ansatte.