Fodbolden giver overskud i AGF

For første gang i 10 år har fodboldklubben AGF ikke røde tal på bundlinien.

Tallene plejer at være røde i AGF Fodbold. Onsdag kunne fodboldklubben dog præsentere et overskud på 769.000 kroner for det sidste halvår af 2006, hvilket skabte stor glæde hos koncerndirektør i Århus Elite A/S, Lars Windfeld, da man for samme periode havde budgetteret med et underskud på næsten tre millioner kroner.

Han glæder sig især over, at det på trods af sidste sæsons nedrykning fra SAS Ligaen er lykkedes at tiltrække flere sponsorer samt få flere tilskuere ind på NRGI Park end forventet.

- Jeg er en meget glad mand i dag. Vi følger den plan og strategi vi har lagt, og den samlede turn-around ser til fulde ud til at være lykkedes. Opgaven bliver nu at fastholde og udbygge i alle dele af koncernen samt at sikre høj service og kvalitet, siger Lars Windfeld.

Mens fodbolden for første gang i mands minde igen er en overskudsforretning, så kom selskabet bag AGF Fodbold, Aarhus Elite A/S, ud med et underskud på 952.000 kroner.

Århus Elite A/S består ud over AGF Fodbold blandt andet basketballholdet Bakken Bears, Århus GF samt stadionkomplekset Atletion. AGF Fodbold har ikke præsenteret overskud siden 1996. /ritzau/