FOA trækker kommune i retten
Beskyldes for at plukke i forskellige overenskomster
Fagforeningen FOA trækker nu Aarhus Kommune og en række andre kommuner i retten. Fagforeningen beskylder dem for at være lidt for smarte, når det gælder aflønning af handicaphjælpere. Det skriver Ritzau.
En retssag mod Kolding Kommune er allerede i gang, mens retssager er på vej mod Odense, Aarhus og Skive kommuner.
Ifølge FOA er kommunerne lidt for kreative og så at sige plukker i forskellige overenskomster for at spare penge, når handicaphjælperne skal aflønnes.
Den fremgangsmåde mener FOA er både ulovlig og går ud over de handicappede:
- Man skal ikke nødvendigvis følge vores overenskomst, men kommunerne bliver nødt til at vælge at bruge én i sin helhed. Det andet er ulovligt, siger forbundssekretær Jakob Bang fra FOA.
Svært at holde på hjælpere
Fra de handicappedes synspunkt er konsekvensen, at det er blevet sværere at holde på kvalificerede hjælpere i længere tid. De forringede vilkår, de handicappede er nødsagede til at tilbyde deres hjælpere, har ifølge FOA flere forskellige ansigter fra kommune til kommune:
- Eksempelvis udbetaler Aarhus Kommune væsentligt lavere aften-, nat- og weekendtillæg, og i Skive Kommune er der ikke arbejdsmarkedspension til nyansatte handicaphjælpere, siger Jakob Bang.