Vindmølle er ødelagt og flere træer er væltet i stormvejret

To vinger fra en vindmølle er blevet spredt ud over en mark ved Harridslev i Randers.

00:45

VIDEO: Se den ødelagte vindmølle i videoen her. Den står på Damstedvej i Randers mellem Harridslev og Vestrup.

Beredskab og Sikkerhed Randers har her til morgen afspærret et område mellem Harridslev og Vestrup i Randers. 

Det har de, fordi en vindmølle er gået i stykker, og der er faldet indmad og glasfiber fra to vinger ned på marken omkring den.

- Det, ejeren er i gang med nu, er at finde ud af, hvordan opgaven skal tilgås, og mit råd til dem, er at de ikke skal nærme sig, fordi det stadig blæser. Det vil være for farligt at gå tæt på den, da der stadig kan falde rester fra vindmøllen ned på marken, siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han tilføjer derudover, at andre heller ikke skal gå tæt på møllen for deres egen sikkerheds skyld.

Læs også Christina og Iván er gift - men har aldrig delt en krone

Indsatslederen har talt med dem, der servicerer vindmøllerne om årsagen til skaden.

De mener, at det kan skyldes forskellige scenarier. Et af scenarierne er, at et leje har givet sig så meget, at vingen har ramt tårnet og derefter er gået i stykker.

Flere træer spærrer veje

Blæsevejret har også haft påvirkning andre steder i Østjylland.

Østjyllands Politi har fået i alt 14 anmeldelser, der relaterer sig til blæsevejret. Det drejer sig især om væltede træer.

- Det er typisk træer, der ligger ud over kørebanen. Og når vi får sådan en anmeldelse, sender vi den videre til kommunens driftvagt, siger Jannie Lundager fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Billedet her er taget på Hoborvej i Randers i morges. Foto: Mike Øvre Larsen

De har fået anmeldelser fra store dele af Østjylland, blandt andet Odder, Gjerlev, Hadsten, Mørke og Viby.

Udover anmeldelser om væltede træer, kom der en anmeldelse om ledninger, der var faldet ned i en lysregulering i Aarhus, om et el-skab der var blæst op i Hasselager, om et slingrende stillads i Aarhus C og flagrende bygningsbeklædning i Randers.

Læs også Storm med orkanvindstød kan ramme i nat

Ifølge DMI har det blæst op til stormstyrke flere steder i landet søndag nat og mandag morgen.