Festugen tiltrækker hærværksmænd
Der begås mere hærværk under dette års festuge i Århus, og festuge-direktøren overvejer flere tilbud til de unge.
Efter festugens første weekend kan festugedirektør og mange andre århusianere konstatere en stigning i antallet af hærværks-tilfælde i Århus i forhold til sidste år.
Der er blandt andet tale om græs, der er revet op, nedtrampede blomster og smadrede bænke, ligesom hærværksmænd også har kastet sig over dele af festugens udsmykning.
Det betyder blandt andet, at 22 stole er blevet hevet ned fra en væg i midtbyen, skriver JP Århus.
- Når man skruer lidt op for ølhanerne, så sker den slags. Det handler om at finde den rigtige balance, så vi kan undgå det. Men når nogle hiver bænke op af betonen, så er vi altså oppe mod urkræfter, som er svære at styre, siger festugens direktør, Jens Folmer Jepsen, til avisen.
Han overvejer nu, om man eventuelt skulle lave flere festuge-tilbud rettet mod de 18-21-årige i byen.
- Måske har de også nogle særlige behov, siger han med henvisning til, at man allerede har tilbud til de lidt yngre festuge-deltagere i form af de alkoholfri koncerter "Smells like teens" for teenagere.