Festen fes ud for AGF

AGF tabte med 1-0 på til FC Fredericia

Foto: Ole Nielsen

AGF skulle torsdag aften på hjemmebane forsøge at tage endnu et skridt mod Superligaen, da FC Fredericia var på besøg i Aarhus.

Mobiltribunerne var kørt i stillig på løbebanen bag det ene mål, og de var ladet med de mest inkarnerede og højlydte AGF-fans, som skulle forsøge at brøle holdet frem mod en sejr.

Men sådan gik det ikke, og festen i Aarhus fes ud.

Havde aarhusinanerne vundet kampen, havde de blot været et enkelt point fra at sikre sig oprykning til Superligaen.

Se: Stor interesse for mobiltribune

Efter 37 minutter tøvede AGF-defensiven, og Anders Hostrup kunne nemt bringe gæster fra Fredericia - med den tidligere AGF-træner, Peter Sørensen, i spidsen - i front med 1-0.

AGFerne pressede på for at få udlignet, men det lykkedes ikke, og efter 14 kampe uden nederlag for aarhusianerne, måtte de for første gang siden 2. november 2014 forlade banen som tabere.

Allerede på tirsdag venter næste opgave for AGF. Her kommer HB Køge på besøg på NRGi Park klokken 18.30, og også her er der dækket op til fest, da mobiltribunerne bliver stående.