Fem ordførerskaber til Fock

Josephine Fock, der er valgt i Østjylland, er gruppeforkvinde for Alternativets Folketingsgruppe

Fredag faldt konstitueringen af Alternativets Folketingsgruppe endeligt på plads, og det er med en gruppeledelse bestående af politisk leder Uffe Elbæk, politisk ordfører Rasmus Nordqvist samt gruppeforkvinde Josephine Fock, der er valgt i Østjylland.

- Jeg er meget stolt af gruppen og den fordeling af ordførerskaber, som vi er blevet enige om, og så er jeg sikker på, at vi får et fantastisk samarbejde, siger Josephine Fock i en pressemeddelelse.

Hun bliver finans- og økonomiordfører, skatteordfører, ordfører for arbejdsmarked og beskæftigelse, retsordfører samt ordfører for IT og digitale frihedsrettigheder.

- Otte af os er helt nye på Christiansborg, så vores sommerferie bliver nok kortere end de andre politikeres. Vi skal alle lynhurtigt i arbejdstøjet, og vi går ydmygt men ambitiøst til de nye, spændende udfordringer, siger Josephine Fock.

Sådan er ordførerskaberne fordelt:

Uffe Elbæk: Politisk leder

Rasmus Nordqvist: Udenrigs- og EU-ordfører, iværksætteri, erhvervs- og handelsordfører, ordfører for kunst og kultur samt ordfører for Grønland

Josephine Fock: Finans- og økonomiordfører, skatteordfører, ordfører for arbejdsmarked og beskæftigelse, retsordfører samt ordfører for IT og digitale frihedsrettigheder

Christian Poll: Natur-, miljø- og ressourceordfører, ordfører for landbrug samt transportordfører

Ulla Sandbæk: Asyl-, integrations- og udviklingsordfører, kirkeordfører samt ordfører for Færøerne

Carolina Magdalena Maier: Ordfører for sundhed og livskvalitet, ordfører for børneliv og skoler samt ligestillingsordfører

Torsten Gejl: Ordfører for uddannelse og forskning samt ordfører for socialpolitik og mønsterbrydning

René Gade: Forsvarsordfører samt kommunalordfører

Roger Matthisen: Ordfører for by og bolig samt ordfører for landdistrikter og øerne