Færre ulykker på byggeplads
Sikkerheden er forbedret ved sygehusbyggeri
Flere hundrede håndværkere arbejder hver dag på at gøre Det Nye Universitetshospital i Skejby klar til patienter.
Arbejdet involverer blandt andet store kraner, gravemaskiner og arbejde i mange meters højde.
På trods af de mange farer for at komme til skade, er sikkerheden på byggepladsen kun blevet forbedret seneste år. På bare et år er antallet af arbejdsulykker blevet halveret.
Det skriver entreprenørfirmaet MT Højgaard i dag i en pressemeddelelse.
Firmaet står selv for en del af fortjenesten. Blandt virksomhedens medarbejdere har der været langt mellem arbejdsulykkerne. I området S3, der dækker over et 24.000 kvadratmeter stort byggeri, har der slet ikke være nogen ulykker i 2014.
På to andre byggefelter har MT Højgaard ikke registreret ulykker i henholdsvis 357 dage og 313 dage.
- Etape S3 er et sjældent set flot byggefelt, hvor entreprenøren viser, at de også tager sikkerheden alvorligt, og hvor de lynhurtigt udbedrer forholdene, hvis der er optræk til problemer. Og når vi har en entreprenør, der er så professionel, så bliver det også nemmere for os at nå vores mål for sikkerheden og arbejdsmiljøet, siger Katrine von Schimmelmann, som er arbejdsmiljøkonsulent ved sygehusbyggeriet.
Det faldende antal arbejdsulykker skal ifølge entreprenørfirmaet ses i lyset af en øget sikkerhedsindsats, som indebar projektuger, visning af film og kontrolrunder.