Færre får besøg af indbrudstyven i juledagene

Antallet af indbrud både juleaftensdag og i juledagene var i 2016 det laveste i de seneste ti år, viser tal fra Danmarks Statistik

Genrefoto. Foto: Colourbox

Juleaftensdag er stadig den dag med flest indbrud i beboelse, men antallet af indbrud både juleaftensdag og i juledagene i 2016 var det laveste i de seneste ti år.

Det viser en særkørsel fra Danmarks Statistik.

Sidste år blev der begået 1.037 indbrud i beboelse i dagene 23.-31. december. Det er det laveste antal siden 2007 og 59 pct. lavere end de 2.554 indbrud, der blev begået i juledagene i 2009.

Aarhus er den kommune i landet, hvor der blev begået flest indbrud juleaften sidste år.

Indbrud i beboelse i juledagene (23.-31. dec.) i 2016

Aarhus 92
Randers 19
Horsens 14
Syddjurs 9
Favrskov 9
Norddjurs 4
Silkeborg 4
Skanderborg 3
Odder 1
Samsø 0

Flest indbrud i beboelse blev alle årene begået juleaftensdag, men også den 23. december og nytårsaftensdag ligger højt i hele perioden.

I 2016 blev der begået 238 indbrud i landet den 24. december. I 2009 var antallet 785 og altså mere end tre gange højere.

87 indbrud om dagen

I 2016 var antallet af indbrud i beboelse juleaftensdag 2,7 gange højere end antallet på en gennemsnitsdag. Også den 23. december og nytårsaftensdag fik relativt mange danskere besøg af en indbrudstyv i 2016. Til gengæld lå dagene mellem den 24. december og den 31. december omkring eller under gennemsnittet for hele 2016 på knap 87 indbrud om dagen.

Målt i forhold til antal indbyggere blev der begået flest jule-indbrud i landsdel Sydjylland, landsdel Nordsjælland og landsdel Fyn. I disse tre landsdele blev der i 2016 begået omkring 2,5 indbrud i beboelse per 10.000 indbyggere fra 23.-31. december.

GODE RÅD TIL AT FOREBYGGE INDBRUD

- Aftal nabohjælp. Få naboen til at gå en runde om dit hus, mens du ikke er der og få ham til at tømme din postkasse mm. 
- Sørg for at sikre dine døre og vinduer ordentligt. 
- Rod gerne lidt og lad opvasken stå, når du tager afsted, så hjemmet ser beboet ud.
- Forsøg at lade være med at friste tyven med dyre genstande i vinduet. 
- Lås skuret og fjern redskaber, som kan bruges til at bryde ind med. 
- Sørg gerne for lys med bevægelsescensorer rundt om i huset. 
- Undgå at for høje hække og hegn rundt om dit hus, som gør det muligt for tyven at operere i fred. 
- Træk gardiner fra nogle steder, så det ser ud som om, at nogen er hjemme. 
- Gem ekstranøglerne langt væk, så tyven ikke kan få fat i dem.