Eliteidræt på skoleskemaet
Fra næste skoleår kan 150 idrætstalenter dyrke deres idræt på eliteniveau på Rundhøjskolen og Vejlby Skole i Århus.
Århus Kommune vil have flere dygitge elitesportsfolk. Derfor sættes der nu ind allerede i folkeskolen. På Rundhøjskolen og Vejlby Skole opretter kommunen eliteidrætsklasser på 8., 9. og 10. klassetrin i samarbejde med Elite Sport Akademi Aarhus (ESAA) og kommunens elitesportsklubber.
Med eliteidrætsklasserne får eleverne bedre træningsforhold, og målet er give de unge de bedst mulige sportslige udviklingsmuligheder, samtidigt med at de kan passe deres skolearbejde.
Eleverne får elitetræning i seks timer om ugen. For at sikre elevernes faglige niveau har de også fuldt timetal i folkeskolens øvrige fag med undtagelse af valgfag.
- Elitetræningen skal gå hånd i hånd med elevernes skolegang og sociale trivsel, og de skal have støtte og vejledning til at få en presset hverdag med træning, skolegang, lektier, transport og sociale aktiviteter til at hænge sammen, siger fungerende rådmand for Børn og Unge, Venstres Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.