Elevblokader optrappes i morgen
Flere østjyske skoleelever deltager i morgen i de demonstrationer, der blev indledt i dag. Eleverne kræver bedre skolemiljø.
Elever mange steder i Østjylland blokerer i morgen undervisningen for at vise deres utilfredshed med nedslidte skoler og dårligt arbejdsmiljø på skoler landet over.
Blokaderne begyndte i dag, og eleverne fra tre århusianske folkeskoler deltog i aktionen, der er arrangeret af organisationen Danske Skolelever.
I løbet af dagen har flere elever meldt sig under fanerne, og tirsdag morgen vil elever på minimum otte østjyske skoler demonstrere i stedet for at sidde i klasseværelserne.
Eleverne protesterer blandt andet mod, at mange skoler er nedslidte, klasserne overfyldte og bøgerne for gamle.
Det er de ældste elever på skolerne, der er med i blokaderne.