Eftersøgning efter 68-årig mand indstillet for i dag
Den mand, som forsvandt efter en ulykke på Randers Fjord mandag aften, er stadig ikke fundet
Hele dagen har Beredskab og Sikkerhed og Østjyllands Politi ledt efter en 68-årig mand, som er forsvundet, efter at han sammen med en ti år yngre kammerat kæntrede i en jolle på Randers Fjord mandag aften.
Den yngste af mændene reddede sig selv i land, imens den 68-årige har været forsvundet lige siden. En helikopter og redningsbåd har ledt efter ham hele tirsdagen, men den eftersøgning er nu indstillet for i dag.
- Vi har måttet indstille eftersøgningen på vandet, fordi det blæser for meget. Men fra i morgen er det planen, at vi igen sætter alt ind på at finde manden, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Stig Heidemann, til tv2oj.dk.
Omstændighederne omkring ulykken har politikommissær Peter Bay Jensen fra lokalpolitiet i Randers tidl. forklaret.
- Manden på 58 år havde redningsvest på og svømmede selv i land efter et par timer i vandet, og det var ham, der slog alarm. Han forsøgte at få fat i båden, der sejlede rundt om sig selv, men det havde han ikke kræfter til, og han fik desværre ikke kontakt til sin kammerat, sagde Peter Bay Jensen.
De tog mænd var kl. 20.30 taget ud for at sætte garn ud for Voer Færgevej på Mellerupsiden.