Efter massiv kritik af Kaffegal: Nu er samarbejdet med kommunen slut

Der vil ikke længere blive ansat medarbejdere i Café Kaffegal med støttekroner fra Aarhus Kommune

00:38

VIDEO: Samarbejdet mellem Aarhus Kommune og Café Kaffegal ophører, fordi der ikke kommer en ny ledelse i virksomheden. Rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse mener, det er godt, der er kommet en afklaring.

Det er slut med at sende psykisk sårbare i skånejob i den socialøkonomiske virksomhed Café Kaffegal.

Samarbejdet mellem den kritiserede og socialøkonomiske Café Kaffegal og Aarhus Kommune er slut. Det står klart, efter foreningen bag caféen ikke kan opfylde kommunens krav om at skifte ledelsen ud. 

Læs også Efter kritik: Kommune vil have udskiftet Kaffegal-ledelse

Café Kaffegal er igennem flere år blevet fremhævet for at få psykisk sårbare tilbage på arbejdsmarkedet. Siden 2010 har der været 47 medarbejdere ansat med løntilskud fra Aarhus Kommune.

Men i foråret stod 13 tidligere medarbejdere på Café Kaffegal frem og rettede en massiv kritik af arbejdsmiljøet på stedet. Blandt blev lederen af caféen, Brian Sørensen, anklaget for at mobbe de ansatte.

Café Kaffegal har siden 2010 haft 47 medarbejdere med løntilskud fra Aarhus Kommune. Nu er kommunens samarbejde med virksomheden slut. På billedet ses lederen af caféen, Brian Sørensen.

Ny holdopstilling i ledelsen

I april i år fik ejerne af den socialøkonomiske café stillet et ultimatum af kommunen. Ledelsen skulle skiftes ud i Café Kaffegal, hvis Aarhus Kommune skulle fortsætte samarbejdet. Det skulle ske inden 1. september i år. 

- Det var en forudsætning for, at vi kunne starte samarbejdet op på ny, at der kom en ny holdopstilling i ledelsen i virksomheden, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning

Nu viser det sig så, at ledelsen af caféen ikke kommer til at blive udskiftet..

Det viser en mail fra ChangeMaker, foreningen bag Café Kaffegal, til beskæftigelsesforvaltningen. I mailen, der er sendt 9. august, står der:

Foreningen ChangeMakers har ikke mulighed for rekonstruere sig og accepterer dermed, at samarbejdet mellem foreningen og Aarhus Kommunes Beskæftigelsesforvaltning ophæves pr. 31.december 2018.

 

Mailen er taget med i dagsorden til et møde i Social- og Beskæftigelsesudvalget onsdag.

- Udgangspunktet var, at tilliden var væk efter de sager, der har været afdækket i TV2 ØSTJYLLAND. Der var behov for en ny start, hvis vi skulle have tillid til virksomheden på ny. Det kan ikke lykkedes. Det er ærgerligt, men det er godt, der kommer en afklaring. Det har været et langt limbo for de mennesker, der har været påvirket af sagen, siger Kristian Würtz til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

13:55

VIDEO: I mange år er Brian Sørensen blevet hædret og beundret for sit arbejde på Café Kaffegal. En socialøkonomisk virksomhed, der har til formål at give psykisk sårbare mennesker en ny chance på arbejdsmarkedet. I marts kunne TV2 ØSTJYLLAND afsløre, at der er en anden side af den fortælling. En stor gruppe tidligere ansatte står nu frem med en sønderlemmende kritik af arbejdsforholdene på cafeen og dens bestyrer Brian Sørensen.

Luk video

- Det, vi går i gang med nu, det er, at tage fat i de aarhusianere, som er i virksomheden med støtte fra Aarhus Kommune for at hjælpe dem til andre stillinger, hvor der kan tages de fornødne skånehensyn til de mennesker, siger Kristian Würtz.

TV2 ØSTJYLLAND har fredag aften været i telefonisk kontakt med leder af Cafe Kaffegal Brian Sørensen.

Han ønsker ikke at kommentere, hvad kommunens beslutning betyder for Cafe Kaffegals fremtid.

Derudover henviser han til bestyrelsesformanden i Changemakers, Lise-Lotte Strand. Det har ikke været muligt at træffe hende fredag.