Drømmer om færge til Aarhus

Samsinger overvejer at leje et skib

03:45

1 af 2

Lokale kræfter på Samsø kæmper fortsat en hård kamp for at etablere en ny færgerute direkte til Aarhus Havn.

I første omgang var det planen, at der skulle købes en ny kulfiberfærge, som skulle sejle til fastlandet fra Mårup Havn.

Selv om der er tegnet anparter for 2 mio. kr., mangler der stadig investorer. Da der samtidig er kommet afslag på offentlige støttekroner, har købet af en kulfiberfærge vist sig at være for stor en mundfuld i første omgang.

I stedet undersøger initiativtagerne, om der er økonomi i at leje et skib, der skal sejle på ruten i halvandet år. Den lejede færge skal vise omverdenen og nye investorer, at projektet er bæredygtigt.

Se: Bakker op om færge

- Det er klart, at man lejlighedsvist bliver grebet af en tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre. Det er et stort, stort projekt, og der har i årevis været tale om, at man gerne vil have den her forbindelse, siger skoleleder Susanne Haugaard Petersen, der selv har skudt 5.000 kr. i projektet.

-  Men det er tættere på end nogensinde før nu. Derfor bliver jeg absolut ved med at tro på det.

Målet med den kommende færge er at skaffe flere turister og på sigt også flere tilflyttere, der kan pendle til jobs i Aarhus.

Se mere i tv-indslaget øverst på siden.