Dræbergopler på vej
Har retning mod Kattegat
Dræbergoplen er efter sigende på vej mod Kattegat.
Den 30. marts i år er små dræbergopler blevet observeret og fotograferet ud for Kærgård Klitplantage og ved Børsmose Strand i Vestjylland.
Ifølge Ole S. Tendal fra Statens Naturhistoriske Museum kommer goplerne sandsynligvis til Østjylland senere på året, efter at de er kommet til de danske farvande fra Nordsøen via Limfjorden.
- Her kan den hen over sommeren og efteråret optræde talrigt, til tider i store sværme, og den spredes herfra videre til Kattegat og de øvrige indre danske farvande, siger Ole S. Tendal fra Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.
Et frygtindgydende navn
På trods af det frygtindgydende navn skal man dog ikke være bekymret for at støde på dræbergoplen, da den på ingen måde er skadelig for mennesker.
Navnet skyldes, at goplen på et tidspunkt var mistænkt for at forårsage en fiskerimæssig katastrofe i Sortehavet.
Ribbegoplen, som goplen hedder officielt, blev første gang observeret i Danmark i 2005.