DMI om voldsomt vejr: Der kan komme meget sne på få timer

Danmarks Meteorologiske Institut holder øje med snevejret, som er på vej ind over landet torsdag og varsler risiko for kraftigt snefald

Arkivfoto. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Selvom de fleste danskere torsdag står op til en nogenlunde klar dag, og det derfor kan være svært at forestille sig, at der skulle komme sne i dag, så skulle den ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) være god nok.

Et større snevejr er på vej ind over landet senere på torsdagen og vil også ramme Østjylland. Lige nu lyder varslet på risiko for kraftig snefald med risiko for op mod 20 centimeter lokalt. 

Årsagen til, at DMI varsler snevejret, er, at de store mængder sne kan komme på meget kort tid - nemlig i løbet af blot seks timer eller derunder. 

Læs også Snevejr på vej mod Østjylland: Op til 10 centimeter

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen, til TV 2 | ØSTJYLLAND:

- Det er lige nu utrolig svært at sige, hvor stor en del af Jylland der bliver ramt af det kraftige snefald. I Østjylland vil det hovedsageligt være i den sydlige del ved eksempelvis Horsens, men snevejret skal ikke rykke sig meget før, at man også længere nord på kan opleve megen sne, siger han.

- Som det ser ud nu, vil der for de flestes vedkommende være tale om fem til 10 centimeter sne. 

Læs også Jens har styr på snetropperne: Vi skal bruge 80-100 tons salt

Som det ses på kortet nedenfor fra DMI, er der varsel om farligt vejr i området omkring Horsens, mens der nord for i Aarhus og de omkringliggende kommuner er varsel om voldsomt vejr. 

(Artiklen fortsættes under kortet)

Hvis prognoserne ændres bare en smule, kan der også komme store snemængder i løbet af få timer i resten af Østjylland. 

Det er et lavtryk, som bevæger sig ind over Danmark fra syd, som er skyld i vintervejret. Varslet om kraftigt snefald gælder fra klokken 17 torsdag til og med klokken seks fredag morgen.

DMI advarer om, at sneen kan føre til lukkede veje på grund af voldsom fygning på udsatte steder og nedsat sigtbarhed. 

00:46

VIDEO: De østjyske kommuner forbereder sig på store mængder sne. I Skanderborg er der indkøbt ekstra salt, og sneplovene er gjort klar.

Luk video