Det østjyske OL-håb drømmer om top 15
I februar er der Vinter OL i sydkoreanske Pyeongchang, og en af de danskere, der kan gøre sig bemærket her, er aarhusianske Christoffer Faarup
Lige udover i curling plejer Danmark ikke at gøre særlig meget væsen af sig, når de Olympiske Vinterlege afvikles. Men i år kan blive anderledes. Skiløberen Christoffer Faarup fra Aarhus er i hvert fald en outsider til at blande sig blandt de bedste.
- OL i Pyeongchang er indtil nu min karrieres højdepunkt. Målet er at komme i top 20, men derfra kan alt jo ske, og så er top 15 heller ikke urealistisk, siger 24-årige Christoffer Faarup til TV2 ØSTJYLLAND på en telefon fra Schweiz.
Her deltager han i øjeblikket i World Cuppen, hvis sæson fortsætter næsten helt indtil OL i februar. I de kommende to uger deltager aarhusianeren da også i mindst to afdelinger.
Christoffer Faarup stiller op i disciplinerne styrtløb, Super G og Super Kombination til OL. Han forventer selv at kunne gøre sig gældende i alle tre.
- Det er ofte tæt i alle disciplinerne. Chancerne er måske størst i Kombination, for her er der slalom, hvor flest plejer at udgå, siger Christoffer Faarup.
Endnu har han og holdet bag skiløberen ikke besluttet præcist, hvordan man vil forberede sig op til OL. Enten deltager skiløberen i World Cup-løbet i Garmish som den sidste træning, eller også tager han til Norge og selvtræner.
Banen passer til østjyden
Under alle omstændigheder er han fortrøstningsfuld inden legene.
- Jeg har aldrig prøvet at stå på ski i Pyeongchang, men jeg har hørt, at banen er flad og med flere store hop. Sådan en passer godt til mig. Teknisk mangler jeg nemlig lidt, forklarer Christoffer Faarup.
Ved OL i Sochi for fire år siden sluttede Faarup som nr. 37 i styrtløb – en placering han altså sammen med de danske fans håber på at forbedre i år.
Netop fansene og de øvrige danskere kan han godt mærke er mere opmærksom på ham og skisport op til et Vinter OL.
OL-holdet
Freestyle ski: Laila Friis-Salling
Langrend: Martin Møller
Speed Skating: Elena Rigas, Stefan Due Schmidt, Viktor Hald Thorup
Det danske herre- og kvindelandshold i curling
Kilde: Danmarks Idrætsforbund
- Jeg kan godt mærke, at der snart er OL. Det stikker helt af i forbindelse med store events. Til VM (hvor han blev nr. 30 i styrtløb) var jeg kendt i to uger, inden der var ret stille igen, fortæller han.
- Det er lækkert at få lidt bevågenhed om sporten og mig selv, men er også helt fair, at det ofte kun er i forbindelse med store stævner, at der er det. Jeg er ikke god nok endnu til at være i medierne hver dag, lyder det videre fra Christoffer Faarup.
OL i Pyeongchang afvikles fra den 9.-25. februar.
TV2 ØSTJYLLAND mødte Christoffer Faarup inden OL i 2014. Se indslaget herunder: