DBU afviser AGF igen

AGF får ikke dispensation af DBU til at skrive kontrakt med svenske Tobias Grahn.

AGF får ikke hjælp fra Dansk Boldspil-Union (DBU) i forsøget på at lukke handlen med klubbens svenske lejesvend Tobias Grahn, der er tilbage i Malmö FF.

AGF har længe haft problemer med egenkapitalen, og klubben lever ikke op til DBU's krav på den front. Derfor er århusianernes evne til at skrive kontrakter blevet spærret af DBU.

Det blev anket til DBU's bestyrelse, og fredag kunne unionen så oplyse, at anken afvises på grund af den manglende opfyldelse af økonomiske mindstekrav samt risiko for konkurrenceforvridning.

Med mindre AGF og Tobias Grahn kan vente til den forventelige kapitalindsprøjtning på 27-33 millioner omkring den 11. januar næste år, må klubben nu indskyde den nødvendige kapital. /ritzau/