Datter efter dødsbrand: - Urimeligt at der skal lig på bordet

Dorte Birch mistede sin mor i en brand på et plejecenter i Allingåbro. Hun er vred og ked af, at der ikke har været bedre brandsikkerhed på centret

02:35

VIDEO: Dorte Birch kan ikke forstå, at der skal lig på bordet, før der kigges på dispensationen. Hun kan ikke forstå, hvordan der kan have været så mange mangler i brandsikkerheden.

- Jeg synes, at det er urimeligt, at min mor brændte ihjel. Hun skulle ikke dø på den måde. Vi har ikke fået sagt pænt farvel til hende.

Sådan lyder ordene fra Dorte Birch, som i sidste måned mistede sin mor i en brand på plejecentret Farsøhthus i Allingåbro på Djursland.

Tre kvinder på 91, 93 og 95 år mistede livet, da der udbrød brand på plejecentret den 3. august.

Tirsdag den 11. september præsenterede transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) en rapport om sikkerheden på plejecentret i et samråd.

Læs også Tre ældre døde i brand: Rapport afslører fejl på stribe

I rapporten kom det frem, at plejecentret havde dispensation for sprinkleranlæg, og at der var spisekøkken i flugtsvejsgangen.

- Det hele sitrede i mig, da oplysningerne kom frem i medierne. Jeg blev rasende, fordi jeg synes, at de lyver for os. De kan ikke være bekendt, at de ikke vil tage det ansvar, når alle fejlene bliver påvist nu, siger Dorte Birch til TV2 ØSTJYLLAND. 

Branden var allerede slukket, da Dorte Birch fem minutter efter opkaldet nåede frem.  Foto: Per Øxenholt

Ifølge Norddjurs Kommune ville dispensationen aldrig være blevet givet i dag. 

- Dispensationen fra 1997 vedr. sprinkleranlægget ville aldrig blive givet i dag, og Norddjurs Kommune har nu fokus på at undersøge, om der findes lignende dispensationer, ligesom sikkerheden på Farsøhthus vil blive undersøgt grundigt, skriver Mathilde Loft Nørgaard, som er kommunikationsmedarbejder i Norddjurs Kommune i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.  

Fik ikke sagt farvel 

For Dorte Birch er det hårdt at acceptere, at hendes mor skulle sådan herfra. Dorte og hendes familie besøgte dagligt deres mor på plejehjemmet. 

- Da hun var på plejehjemmet, havde hun besøg hver dag. Vi har taget os af hende, derfor tror jeg også, at det er meget hårdere for os i dag, fordi vi har været så tæt på hende. Der er et stort tomrum og savn nu, siger hun.

Læs også Efter dødsbrand: Dispensation til plejehjem var forkert

Ifølge Dorte Birch var hendes mor en positiv og frisk kvinde, der selv havde oplevet at miste mange. 

- Hun har hele tiden kæmpet sig op. Vi har spurgt, hvor hun får de kræfter fra. Men hun har sagt, at man bliver nødt til at være der for de levende. Det prøver vi at leve efter og sige til os selv, siger Dorte Birch. 

Dorte Birch er ked af at læse om de fejl og mangler, der har været i brandsikkerheden, men hun har brug for at vide, hvad der sket. 

Det værste mareridt 

Hun havde været på besøg hos moren samme dag, som branden brød ud.

- Det er det værste mareridt. Jeg gik derfra en time før, hvor vi sad på terrassen og hyggede os. Hun var bare i så godt humør. Jeg kan slet ikke forstå det.

 Hun ankom hurtigt til plejecentret, da branden var brudt ud.

Vi farer forvildet rundt uden for plejehjemmet. Jeg hører to brandmænd råbe, at der ligger to derinde. Der ved jeg godt, at det er min mor.

Dorte Birch, pårørende, Allingåbro 

- Vi farer forvildet rundt uden for plejehjemmet. Vi ser, at den ene efter den anden bliver båret ud. Så hører jeg to brandmænd råbe, at der ligger to derinde. Der ved jeg godt, at det er min mor. 

Dorte Birchs mor sad i køkkenet, da branden brød ud. Hun kan ikke lade være med at tænke på, at hun er brændt ihjel, da hun har siddet lige i flammehavet.  Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Selv opsøgt svar

Hun kritiserer hverken personalet eller brandvæsenet, men hun manglede oplysninger, og nogen der tog ansvaret efter branden.

- Vi har hele tiden selv skulle opsøge hjælpen. Hvor er hun nu, hvad skete der og så videre. Der er ikke nogen, der er kommet os i forkøbet, siger Dorte Birch.

15:00

VIDEO: I videoen kan du se interviewet med Dorte Birch, som fortæller om at have mistet sin mor i branden på plejecentret Farsøhthus i Allingåbro. 

Luk video

Norddjurs Kommune beklager, at familien oplever ikke at have fået den nødvendige hjælp og oplysninger. 

- Norddjurs Kommune har fra begyndelsen haft et stort fokus på at sikre psykologisk bistand, direkte information og støtte til alle de pårørende. I den konkrete situation var der desværre tale om en misforståelse mellem kommunens psykologer og psykologer fra Region Midtjylland, skriver kommunikationsmedarbejder i Norddjurs Kommune Mathilde Loft Nørgaard i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Brandmænd hædret efter plejehjemsbrand: - Deres indsats går over i historien