Danish Crown og Tulip bygger gigant-hovedkontor i Randers

Danish Crown og Tulip har planer om et storstilet projekt

Sådan kommer det nye hovedsæde til at se ud, når det 23.000 kvadratmeter store byggeri er klar til indflytning i begyndelsen af 2020. Foto: Danish Crown (visualisering)

Danish Crowns hovedsæde er i dag placeret i Randers-forstaden Paderup. Foto: Google Street View

Tulips nuværende hovedkvarter ligger i dag i Sdr. Borup umiddelbart syd for Randers. Foto: Google Street View

1 af 3

Både slagterigiganten Danish Crown og datterselskabet Tulip kæmper lidt med pladsen for tiden.

Nu har virksomhederne fået den idé at slå pjalterne sammen rent fysisk – og det vil i givet fald involvere en ombygning af den gamle pølsefabrik, der ligger på nabogrunden til Tulip i Sdr. Borup ved Randers.

Det vil give et samlet hovedkvarter på 23.000 kvadratmeter, og Danish Crown forventer at ombygningen kan tjene sig selv ind ved de positive sideeffekter, et nyt hovedkvarter vil give. 

Læs også Borgmester om nyt fælles hovedkvarter: Der er en fantastisk nyhed

Det handler eksempelvis om elimineret transporttid og møder, der kan holdes i huset.

- Vi får i mine øjne muligheden for at skabe en af de mest spændende og innovative arbejdspladser i Østjylland. Hele idéen udspringer af vores 4WD-strategi, hvor vi har en klar målsætning om i langt højere grad at agere som en samlet virksomhed på tværs af koncernen. Med et nyt, fælles hovedkontor for Danish Crown og Tulip vil vi tage et kæmpe skridt i den retning, og samtidig kan vi få mere ud af ressourcerne til gavn for vores ejere, siger Preben Sunke, CFO og medlem af direktionen i Danish Crown, i en pressemeddelelse. 

Læs også Svinekød er blevet mere værd: Danish Crown sætter rekord

Hovedkvarteret vil blive synligt fra motorvejen, og det vil huse 650 ansatte, der i øjeblikket har tre forskellige arbejdspladser i Randers.

- Vi er i gang med at transformere Danish Crown fra en produktionsdrevet virksomhed til at være forbrugerdrevet. Ved at samle Danish Crown og Tulips hovedkontorer rykker vi tættere på forbrugerne, både når det gælder produktudvikling og madlavning, siger Preben Sunke. 

Læs også Danish Crown annullerer advarsel til tillidsmand

Projektet er ikke besluttet endnu, men bestyrelsen har sagt god for en undersøgelse af muligheden. Hvis det bliver en realitet forventes indflytning i begyndelsen af 2020.