Chefredaktør skuffet over nul nye michelinstjerner til provinsen

Ingen nye Michelinstjerner til provinsen. En skuffelse og lidt flad fornemmelse, mener chefredaktør på madmagasinet Gastro.

Provinsen bør føle sig forbigået, mener chefredaktør. Nul nye Michelin-stjerner blev der uddelt til provinsen. Fire restauranter i Aarhus beholdte alle deres ene stjerne.

Mandag aften blev restauranterne i årets nordiske michelinguide præsenteret i Musikhuset i Aarhus.

Læs også Michelinstjerneregn: - Man behøver ikke tage til København for god mad

For første gang blev de nordiske stjerner uddelt uden for en hovedstad, men det blev en "flad fornemmelse" og lidt af en skuffelse, hvis man spørger Jesper Uhrup Jensen, chefredaktør på madmagasinet Gastro.

- Man skal huske at være glad for, at alle, der havde stjerner, har beholdt dem.

Men provinsen må virkelig føle sig skuffede.

Jesper Uhrup Jensen, chefredaktør, Gastro.

- Men provinsen må virkelig føle sig skuffede i dag. Især Fyn og Nordjylland som blev forbigået igen igen, siger chefredaktøren.

Gæsterne ankommer til Musikhuset i Aarhus for at overvære uddelelsen af de nordiske Michelinstjerner. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

Der var ellers blevet spekuleret i, at placeringen af showet i Aarhus betød, at restauranter i Smilets by eller i byer uden for hovedstaden ville få en stjerne eller flere, forklarer chefredaktøren. 

Men det skete som bekendt ikke. Det nye stjerneskud i guiden blev nemlig restaurant Alouette på Islands Brygge i København. Og så vendte restaurant Noma tilbage med to stjerner.

Læs også Visitationszone atter indført efter massevold

Selv om Jesper Uhrup Jensen glæder sig over stjernerne til københavnerrestauranterne, så havde han alligevel håbet på, at andre restauranter havde fået den samme gastronomiske anerkendelse.

- Et sted som Falsled Kro har ligget i årtier og skulle have haft en stjerne.

Chefredaktør Jesper Uhrup Jensen mener, at provinsen bør føle sig skuffet i forhold til manglende nye Michelinstjerner. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

- Aalborg har også restauranter, der burde være kommet på michelinkortet. For eksempel Tabu og Textur, siger Jesper Uhrup Jensen.

Læs også Michelin-uddeling: Niveauet i Aarhus er højere end landsgennemsnittet

Irriterende at Frederikshøj ikke fik to

Og det er ikke kun hos Gastros chefredaktør, at der blandt de gode ting findes en portion skuffelse. 

Læs også Michelin-restaurant: Anerkendelse medfører høje krav og hårdt arbejde

Bent Christensen, redaktør af Den danske Spiseguide og mangeårig madanmelder, er nemlig heller ikke helt tilfreds.

- Koks på Færøerne har fået to stjerner, og det er helt eventyrligt godt. De har også fortjent det.

Og så er det frygteligt irriterende, at Wassim på Frederikshøj endnu en gang er blevet forbigået. Han burde have haft to.

Bent Christensen, redaktør, Den danske Spiseguide.

- Det er også godt, at Noma har fået to. Men de kunne have haft tre.

- Og så er det frygteligt irriterende, at Wassim på Frederikshøj endnu en gang er blevet forbigået. Han burde have haft to, siger Bent Christensen.

Læs også Aarhus Universitetshospital har brudt loven over for 1800 patienter

I alt 28 restauranter i Danmark inklusive Færøerne fik i alt 35 michelinstjerner i guiden, hvilket er en fremgang på to spisesteder og fire stjerner i forhold til 2018.

I Østjylland fik restauranterne Domestic, Frederikshøj, Gastromé og Substans hver en stjerne, og de har alle adresse i Aarhus.