Bøsse-bøger under hammeren
Overskud fra salget går til STOP AIDS
En bogsamling af den mere kuriøse slags kommer fra i morgen, tirsdag på auktion. Det er en omfattende samling af litteratur om bøsser og lesbiske, der sælges i webshoppen proud.dk.
De sidste mange år har bøgerne, som nu sættes til salg, kunnet lånes på Kvindeinformationscaféen Sappho i Mejlgade i Aarhus C. Det er der bare ikke mange, der benytter sig af længere.
- Siden det egentlige LBL-bibliotek (Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske) blev lukket for en del år siden, er bøgerne gået i glemmebogen, og det er en skam, for det er kernen i den kønsfrigjorte litteratur, der samler støv," siger Tine Kristensen fra Proud! Projektet.
I et samarbejde med Martin Møller Aamand fra LGBT Danmarks Aarhus-afdeling (det tidligere LBL) har hun sat cirka 250 bøger til salg på proud.dk. Alle indtægter går ubeskåret til STOP AIDS.
Bøgerne er en blanding af antikvariske godbidder og kuriøse kulturstykker:
- Vi har for eksempel en bog ved navn "Gudmødrene", en dansk oversættelse, som er et stykke sci-fi-feministisk litteratur fra 1980'erne. Den er mig bekendt hyper-sjælden og udgivet af det gamle feministiske forlag, Hønsetryk, siger Tine Kristensen i en pressemeddelelse.
En af de ældste effekter fra homo-biblioteket er "Thronfølger" fra 1913. Et skuespil om en dansk homoseksuel prins i tre akter. Det blev i sin tid afvist af det Kongelige Teater, som ikke ønskede at støde kongehuset.
Alle bøger får startprisen 100 kroner og falder en 10'er om dagen frem til Aarhus Homo Festival begynder. Her kan gæsterne købe eventuelt resterende bøger for 10 kroner stykket i PROUD!s bod.