Borgmester tager afstand fra artikel
Odder-borgmester afviser, at han kræver en lønstigning på 439.692 kr. Han mener dog, at landets borgmestre får for lidt i løn.
Ekstra Bladet skriver fredag, at den socialdemokratiske borgmester i Odder kræver en gigant lønstigning på over 400.000 kroner.
- Artiklen er taget ud af en større sammenhæng, selvfølgelig skal jeg ikke have en lønstigning på 439.692 kroner, siger Elvin J. Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Elvin J. Hansen har landets borgmestre ikke fået en lønforhøjelse de sidste 16 år modsat de kommunale topchefer, som ifølge Odders borgmester er blevet forgyldt.
- Der er stor forskel på hvad de folkevalgte og de administrative medarbejdere får i løn. Jeg frygter, at det vil blive svært at skaffe folkevalgte til de kommunale byråd, hvis ikke lønforskellen indsnævres, siger Elvin J. Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Elvin J. Hansen kalder artiklen i Ekstra Bladet for poppet og typisk for avisen, men udtaler samtidig at han står ved sine udtalelser, om at landets borgmestre skal have mere i løn.