Bombealarm afblæst
Mistænkelig pakke fundet
Anmeldelsen om en mistænkelig pakke ved Morgenavisen Jyllands-Posten kom klokken 08.15 og det fik Østjyllands Politi til at rykke massivt ud. Det oplyser politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Anmelderen så en ung mand med en trækasse bevæge sig rundt i et buskads ved Jyllands-Posten. Når der sker noget mistænkeligt omkring avisen, rykker vi altid massivt ud, siger Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Anmelderen blev bedt om at vise politiet det sted, hvor vedkommende havde set den unge mand med trækassen.
- Vi har undersøgt stedet og hele området omkring Jyllands-Posten, men intet fundet. Derfor afblæste vi alarmen klokken 09.05 og er nu overgået til almindelig patruljering, fortæller Mogens Brøndum.
Da bombealarmen gik, blev de ansatte bedt om at gå i sikringsrum, mens politiet undersøgte området.
Siden Jyllands-Posten bragte Muhammedtegningerne i 2005, har JP Politikens Hus været udsat for flere terrortrusler. Den værste blev forhindret i sidste øjeblik den 29. december 2010, hvor fire mænd blev anholdt få timer før et planlagt angreb på avisens redaktion på Rådhuspladsen i København.