Bo Henriksen: André er vanvittig i øjeblikket

AC Horsens-træneren har kun ros til overs for sin formstærke angriber André Bjerregaard

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Foto: Claus Fisker - Scanpix

1 af 2

På Fyn vandt AC Horsens søndag mod OB, der på trods af et stort spilovertag ikke formåede at score. Det gjorde de gulblusede østjyder derimod, og så vandt Bo Henriksens tropper 1-0. En af arkitekterne bag de tre point var den unge angriber André Bjerregaard.

Han er særdeles godt kørende for tiden. Ved halvdelen af Horsens’ mål har angriberen haft næstsidste fod på, og så har han også selv scoret en enkelt gang.

- André er jo vanvittig i øjeblikket. Jeg tror, at han er den i hele ligaen med flest assist. Han spiller fremragende for os, lyder det fra Bo Henriksen til tv2oj.dk.

Læs også Horsens overvandt voldsomt pres og fik alle tre point

Søger flere spillere
Kampen i Odense forløb ifølge ham helt efter planen.

- Vi kunne ikke have skrevet en drejebog over kampen på forhånd bedre, end sådan som det gik. Vi lukker godt ned for OB, der har bolden meget, men vel kun spiller sig frem til halve chancer. Og så skaber vi selv to kæmpe tilbud, forklarer Bo Henriksen og fortsætter:

- Fodbold handler jo om at sandsynliggøre sejre og tilspille sig store chancer, og det gør vi.

Eneste malurt i bægeret for den karismatiske træner er størrelsen på Horsens-truppen. Som den er lige nu, tror han ikke, at sæsonen kan køres igennem uden forstærkninger, så dem søger klubben.